”Nogle gange er Aboud bare et meget lille samfund … alle blander sig i, hvad du laver. Alle holder øje med dig,” siger Ramis. ”Men sådan er det vel, når man bor i en landsby … Og jeg er stolt af at bo her. Det er et gammelt sted, og her lå en af de første kirker i Palæstina.”

Ramis er gode venner med Fadi og hans søster, Nahil. De bor sammen med deres mor, Huwaida, og deres søskende i landsbyen med godt 2.000 indbyggere. I Aboud er de fleste indbyggere kristne. Ramis hører til det katolske mindretal. Fadi og hans familie hører til flertallet af græskortodokse.

Huwaida og hendes mand, Nabir, boede og arbejdede 30 år i Kuwait. Men da Irak invaderede Kuwait, og Arafat holdt med Saddam Hussein under den første golfkrig, blev de palæstinensere, som boede i Kuwait, smidt ud af landet efter krigen. Det gjaldt også Huwaida, Nabir og deres børn. Familien flyttede til Jordan og boede der i seks år, indtil de vendte tilbage til Aboud, hvor både Huwaida og Nabir er født.

HÅRDT UDEN EN FAR

En dag under olivenhøsten i 2002 blev Nabir ramt af en hjerneblødning, og døde 30 dage efter. Siden har familien måtte klare sig uden en far og mand i huset. Det er aldrig let – slet ikke i et palæstinensisk samfund. Uden Nabirs ekstra indtægt er det svært at få råd til at bygge. Selv om familien har fire indtægter, er de alle små. Fahim er snedker og tjener 80 kroner om dagen. Det er mindre end hvad Peter bringer hjem, men til gengæld kan Fahim lave møbler til familien. ”Han har lavet vores reol,” siger Huwaida stolt og peger på de store reolsektioner langs stuens bagvæg. ”Er han ikke dygtig?”

Peter er husets ældste søn. Han arbejder som mekaniker i Ramallah. Lønnen er ikke høj, 2.400 kroner måneden. ”Det kan man hverken leve eller dø af,” kommenterer Peter tørt. ”Nu er jeg sidst i tyverne, så jeg er begyndt at tænke på at blive gift. Men det er dyrt – ikke kun brylluppet, men også det nye hjem, der skal stå klart til indflytning, når vi er blevet gift. Jeg skal bygge et hus … før kan jeg ikke blive gift.”

”Jeg synes, at der er flere og flere, der ikke bliver gift, fordi de er for fattige til at stille med det, der skal til,” kommenterer Rola, huset ældste datter. ”Det gælder ikke kun her i Aboud, men også andre steder i Palæstina. Sådan var det ikke før … vi var ikke rige, men vi havde da bedre råd.”

TÆT PÅ ISRAELS SEPARATIONSMUR

Aboud ligger inde på Vestbredden og et stykke væk fra grænsen til Israel. Men den mur og det hegn, som Israel er i færd med at bygge, følger ikke grænsen, men snor sig langt ind på Vestbredden for at omkranse de palæstinensiske byer og de mest befolkningstætte landområder.

”Muren går lige uden for byen; man kan tydeligt se den derhenne,” siger Rimas og peger over på den næste bakke mod nord. ”Den løber langs med bosættelsen og gennem noget af den jord, der tilhører Aboud. Israel konfiskerede seks kvadratkilometer, en tredjedel af den jord, der tilhører folk fra byen. Den jord, der kommer til at ligge på den israelske side af hegnet, bliver annekteret og er tabt.

”Før fortsatte hovedvejen gennem Aboud videre til den næste landsby. Nu ender den blindt og her kører næsten ingen biler mere. Israel har lukket vejen, fordi den kom i vejen for deres mur.”

COFFEE SHOP FOR MÆND

Stilheden kommer sammen med mørket i Aboud. Og med en hovedgade, som ender blindt, er den i forvejen beskedne trafik for længst ophørt. Det eneste tegn på liv kommer fra et lokale, som ude fra ligner en lille, nedlagt butik. Lokalet huser byens ”coffee shop”. Coffee shoppen i Aboud er en hybrid mellem en bar og en spilleklub – og er kun for mænd. Her er der bordfodbold, enkelte små caféborde og et stort køleskab med øl og sodavand. TVet kører som lydtapet til klubbens hovedattraktion: billardbordet. Peter, Fadi og Fahim hører blandt de garvede billardspillere. Her spilles der om æren og et par anerkendende blikke.

ET FRISTED I DALEN

Er coffee shoppen velbesøgt, er der til gengæld få mænd og endnu færre drenge til søndagsgudstjenesten dagen efter i den gamle ortodokse kirke. Men drengene ved åbenbart, at der er piger til gudstjenesten, for da Nahil og hendes veninder Shireen og Lulu kommer ud af kirken, står der en lille gruppe og venter. Pigerne vil gerne snakke, men er tydeligt irriterede over, at drengene ikke deltager i gudstjenesten, men bare venter udenfor.

Nahil og Lulu har sammen med Fadi, Rimas forladt Abouds støvede gader og kæmper sig vej ned ad den stejle skrænt fra byen og ned i dalen. Her kommer de ofte, på picnic eller strejfture. Der løber en kilde gennem dalen og gør den frodig. Dalen er deres fristed – her er de fri af landsbyens øjne, og her kan de for en tid slippe tankerne om en dagligdag, der alt for meget er præget af frustration og frygt for fremtiden. Om sommeren er dalen hele Abouds fristed. Her ligger en lille appelsinlund med et lille svømmebassin, som fyldes af koldt vand fra en kilde, der springer fra klippen. Nu er det vinter, og de har stedet for sig selv.

HAVET ER FORBUDT OMRÅDE

På den anden side af Aboud – modsat dalen – sidder Fadi og Rimas på den klippede høj, tæt ved det gamle Santa Barbara-kapel. Her er der god udsigt fra Vestbreddens højland ned over det israelske lavland. I horisonten ligger kystbyen Tel Aviv og hovedstadens skyline rejser sig mod himlen. Kun få kilometer væk.

”Tel Aviv …” siger Rimas og betragter udsigten. ”Jeg har været der et par gange – og jeg har badet i havet. Men det er nogle år siden nu. Byen er så tæt på, at jeg næsten kan røre ved højhusene. Men alligevel er det jo en anden verden. Havet er forbudt område. For jeg er palæstinenser, og der er en mur imellem.” Fadi har allerede vendt ryggen til udsigten og er begyndt at gå tilbage mod Aboud.


ABOUD

Historien fra Aboud er en del af fortællingen DE LEVENDE STENE - om de kristne palæstinensere i Palæstina. De er en del af det palæstinensiske folks kultur og historie, og på trods af forskelle i religion og tradition, så deler de håb, glæder, sorger og virkelighed med den muslimske del af befolkningen. ’De levende Stene’ giver otte kristne palæstinensiske familier en sjælden hørt stemme og lader dem deres og egne ord, fortælle om deres liv og skæbne.

Rimas’ bedstefar bærer, som mange gamle mænd, stadig den traditionelle arabiske hovedbeklædning.

[ Se De Levende Stene i slideshow ]