Det er 10 år siden, Soher og Samer mødte hinanden første gang. ”Samer så mig, når jeg gik til skole,” fortæller Soher, griner og vifter med hånden for sit rødmende ansigt. Han havde en tid haft et godt øje til den smukke unge pige, når hun gik i skole. I begyndelsen blev Samer ignoreret – men der gik ikke længe, før Soher også fik øje for den syv år ældre unge mand.

HEMMELIGE KÆRESTER

”I Palæstina er der ikke noget, der hedder kærester før familien har godkendt forholdet og forlovelsen er aftalt,” forklarer Soher. ”Så vi var nødt til at holde vores kontakt med hinanden hemmelig et helt år, før familien og vennerne fik noget at vide.” De to mødtes i det skjulte på restauranter og så hinanden til fester og i de lokale ungdomsklubber – ”Vi kunne jo ikke afsløre noget heller ikke til festerne,” fortæller Samer. ”Så vi fandt på altid at skulle snakke om hinandens øjne … så havde vi en undskyldning for at kigge hinanden i øjnene,” siger han og griner. ”Ja, vi snød os til at se hinanden i øjnene,” gentager Soher.

Efter et års hemmelig kontakt, bankede Samer med sine forældre og en onkel en aften på døren hos Sohers forældre. Samers far førte ordet, da han på Samers vegne spurgte om Sohers hånd. Hun svarede prompte ja. Soher var kun 17 år og Samer 24, da de blev gift i den græsk-ortodokse kirke i Bethlehemsforstaden Beit Jala. I dag har de to børn, George på otte og Ghada på seks år.

”Vores lejlighed ligger i mine forældres hus,” fortæller Samer ”Stueetagen er den ældste del af huset, og den skulle gøres i stand, før vi kunne bo her. Det tog mig fem måneder at få lejligheden indflytningsklar til mig og min kommende brud. Der var meget, der skulle laves.”

Samer er maler, men har ikke arbejdet de sidste tre måneder. ”I de sidste fem år har jeg sammenlagt kun arbejdet i to år. Da intifadaen brød ud i september 2000, gik alting i stå. Dengang da vi blev gift, var arbejdssituationen god.”

ANZAR 3

Samar deltog, som de fleste unge palæstinensere, i den første intifada fra 1987 til 1993. Denne opstand var ’folkelig’ og våbnene mod de israelske soldater var sten og Molotov cocktails. Som mange andre unge, blev også Samer en dag fanget og anholdt af soldaterne. ”Jeg sad ni måneder i israelsk fængsel. I Anzar 3. Det var længe nok, men mange sad jo i flere år … og nogle forsvandt, mens de var i israelernes varetægt. De er aldrig kommet tilbage, så jeg slap billigt,” fortæller han.

Den anden intifada blev hurtigt overtaget af væbnede grupper og præget af en islamistisk retorik. De væbnede grupper umuliggjorde, at også den anden intifada blev en folkelig opstand – og den religiøse retorik har afholdt kristne palæstinensere fra at deltage.

I de tre første år, da intifadaen var på sit højeste og kampene mellem den palæstinensiske modstandsbevægelse og den israelske hær mest intens, boede familien rundt omkring i Beit Jala – I ly for tanks og maskingeværer fra Gilo, den israelske bosættelse uden for Jerusalem, som ligger overfor Beit Jala på den anden side af dalen. Palæstinensiske grupper med Kalashnikov-maskinpistoler og israelske soldater med tanks, maskingeværer og Apache-helikoptere skød dagligt mod hinanden, og Beit Jala var et usikkert sted at være.

GRANAT RAMTE BØRNEVÆRELSET

”Gaden hvor vi bor, blev beskudt hver dag, og en sen aften ramte en israelsk granat huset,” fortæller Soher. ”Granaten gik gennem ydermuren og tværs gennem børneværelset. Den raserede værelset fuldstændigt og huset brød i brand. Heldigvis kom ingen af os til skade.”

”Der sad vi,” siger George, og peger på det lille pulterrum på to kvadratmeter bag soveværelset. ”Der sad vi hver aften, når de skød.” Kampene havde stået på nogle timer, så familien sad allerede i pulterrummet sammen med Samers forældre og hans søskende den aften, da granaten ramte.

Facaden på huset blev helt ødelagt, men er blevet genopbygget og indenfor er huset restaureret med hjælp fra UNDP. Møbler og inventar har Soher og Samer måttet købe på ny.

”Børnene har stadig psykiske problemer,” fortæller Soher, ”men det går bedre i dag. Ghada var kun et par år, da det hele skete, så hun kan ikke huske så meget ... Hun er også den mest aktive og udadvendte af de to. Og den mest selvsikre. Men George kan huske intifadaen og husker den aften, da huset blev ramt af granaten. Han har stadig traumer … og han er blevet meget mere stille og forsigtig end sin lillesøster.”

FAMILIER FORLADER PALÆSTINA

”Der bor cirka …” Soher tæller efter med fingrene, ”50 familiemedlemmer i husene omkring os.” Men det tynder langsomt ud. Mange kristne palæstinensere er de sidste ti år immigreret til udlandet, og det gælder også Samers familie. En del af slægten bor nu i Chile, og en bror bor i Spanien.

George er dog glad: Samers bror i Madrid har for nylig været hjemme på besøg, og han medbragte sin gamle PlayStation, som han forærede til George og Rhada.


BEIT JALA

Historien fra Beit Jala er en del af fortællingen DE LEVENDE STENE - om de kristne palæstinensere i Palæstina. De er en del af det palæstinensiske folks kultur og historie, og på trods af forskelle i religion og tradition, så deler de håb, glæder, sorger og virkelighed med den muslimske del af befolkningen. ’De levende Stene’ giver otte kristne palæstinensiske familier en sjælden hørt stemme og lader dem deres og egne ord, fortælle om deres liv og skæbne.

Samer har selv sat huset i stand. To gange før og efter israelerne bombede deres hjem.

[ Se De Levende Stene i slideshow ]