”Hvad skal man gøre, når man er spærret inde i Gaza, og det kristne miljø kun består af et par tusinde mennesker?” Hanna synes, at det er lidt pinligt, at han har mødt sin kone, Suhad, via et kristent chat-room på nettet og ikke hos fælles bekendte eller i kirken.

Hanna er født og opvokset i Gaza. Suhad er fra Beit Sahour på Vestbredden, men boede i mange år i Kuwait med sin familie. Efter den første golfkrig måtte hendes familie forlade Kuwait og flyttede til Jordan. Her blev Suhad og Hanna gift i 2000, og kort tid efter flyttede de til Gaza.

Der er omkring 2.500 kristne i Gaza. De kender ikke alle hinanden, men kender alle hinandens ansigter. ”Den græsk-ortodokse kirke er, som i resten af Palæstina, den største kirke i Gaza. Der er også en katolsk kirke her, og en meget lille anglikansk menighed … vist bare en enkelt familie,” fortæller Hanna. ”Siden 1954 har der også været en baptistkirke her – og i dag udgør vi ti procent af alle kristne i Gaza.”

KONFLIKT I KIRKEN

Hanna er født græsk-ortodoks, men blev gendøbt som baptist i 1982. I dag er han præst for den lille baptistkirke i Gaza By. Suhab er leder af The Bible Society i Gaza.

”Forholdet til den ortodokse kirke i Gaza har været noget anstrengt. Ikke til de almindelige medlemmer, men til kirkens ledere,” forklarer Hanna. ”På et tidspunkt uddelte de løbesedler til de kristne familier, som advarede mod at ha-ve kontakt med os. Men det går lidt bedre nu.”

”Som baptister er vi under pres fra mange sider: Som palæstinensere er vi under pres fra Israels besættelse, som kristne er vi under pres fra de militante islamiske grupper, og som baptister er vi under pres fra den ortodokse kirke. Det kan godt være lidt hårdt.”

”Livet her er ikke let,” supplerer Suhab. ”Det minder på mange måder om livet i Kuwait – her er det bare endnu vanskeligere. Folk er anderledes, og situationen er kun blevet værre, siden vi flyttede hertil.”

BOMBETRUSSEL

”Der er steder her i centrum af byen, hvor jeg ikke færdes. I de små gader. Heller ikke selv om Hanna er med. Det er ikke fordi, jeg er bange for at blive overfaldet … men der er mange kommentarer, fordi jeg som kristen ikke dækker mit hår. Nogle gange kan folk finde på at hive fat i armen på mig og kommentere min påklædning.”

”Men det største problem for os som kristne i Gaza er den militante muslimske bevægelse,” kommenterer Hanna. ”De beskylder os for at være blasfemikere og for at missionere blandt den muslimske befolkning.

Vi er ved at bygge en bygning, som skal huse vores bibliotek, vores sundhedsklinik og en ny kirkesal … og sidste sommer fik vi faktisk en trussel om, at bygningen ville blive sprængt i luften. Med 45 kilo sprængstof! En af lederne fra Hamas indkaldte os til et møde og fortalte, at der var en separatistgruppe, som planlagde et attentat mod os. Så det var faktisk en Hamas-leder, der informerede os om planerne ... men jeg ved egentlig ikke, om han var ærlig, eller om det i virkeligheden var en skjult besked.”

Hanna holder en pause. ”Jeg har mange muslimske venner, og selv om de er de samme som før, kan jeg godt mærke, at de er blevet mere religiøse.”

”Den ortodokse kirke missionerer traditionelt ikke, men det gør vi, selv om det er på en forsigtig måde – med undervisning, kurser og vores boghandel. Nu har vi så fået sikkerhedspolitiets opmærksomhed. De har været på besøg hos os et par gange.”

MANGEL PÅ MEDICIN

Der er mangel på medicinsk behandling i Gaza og der er mange eksempler på folk, der dør, fordi de ikke kan få den behandling, de har brug for. ”I øjeblikket hjælper jeg en mand med at få et pas, så han kan blive behandlet for sin knoglesygdom i Ægypten,” fortæller Hanna. ”Her i Gaza kan lægerne intet gøre.”

”Kirkerne i Gaza gør en stor social indsats. Selv om vi er en lille kirke, så synes jeg, at vi også har gjort en god indsats. Siden den anden intifada har baptistkirken hjulpet næsten 1.000 familier med mad og sundhed. De fleste af familierne har været muslimske.”

Til trods for at situationen i Gaza er værre end på Vestbredden og livet her altid har været meget hårdere, er der forholdsvis få kristne, som har forladt Gaza. ”Det er ikke som på Vestbredden,” fortæller Hanna. ”Jeg tror, at det hænger sammen med, at vi i Gaza har færre muligheder, hvis vi ønskede at immigrere – måske det også hænger sammen med, at folk hernede er stærkere knyttet til deres jord og ejendom … Deres ’ære og værdighed’, hvis man kan sige det på den måde, er tæt knyttet til det sted, de bor.”

NÆGTET INDREJSE

Alligevel overvejede Hanna på et tidspunkt selv at forlade Gaza. ”Da Suhab, et år efter vi var blevet gift, besøgte sin familie i Jordan, nægtede Israel hende indrejse til Gaza igen,” forklarer Hanna. ”Hun kom ikke engang over grænsen fra Jordan, og de næste ni måneder så vi kun hinanden, når jeg havde mulighed for at tage til Jordan.”

”Hvad laver jeg her? tænkte jeg. Og jeg overvejede alvorligt, om jeg skulle forlade Gaza og flytte til Jordan. På et tidspunkt havde jeg pakket kufferten og var klar til at rejse. Men så skulle jeg forlade mor og mine søstre. Og kirken. Jeg følte mig presset op i et hjørne. Jeg valgte heldigvis at blive og kæmpe for at få Suhab ind i Gaza igen. Jeg gik til de israelske domstole og fik til sidst en højesteretsdom, som sagde, at Suhab havde ret til at komme tilbage til Gaza.”

”På et tidspunkt i forløbet blev jeg kontaktet af en israelsk efterretningsofficer … måske fra Shin Bet, jeg ved det ikke. Han tilbød at skaffe Suhab ind i Gaza igen. Som modydelse skulle jeg være ’hans øjne’ i Gaza. Jeg afviste ham og sagde, at jeg hellere ville dø end være kollaboratør.”

VESTEN HAR ET STORT ANSVAR

”De sidste fem år er folk blevet mere religiøst konservative end nogensinde før,” siger Suhad. ”Og hvis jeg skal være ærlig,” kommenterer Hanna, ”så bærer Israel og jer i Vesten en stor del af ansvaret for det. Politikerne og medierne. CNN og de fleste andre vestlige TV-stationer fortæller gerne om selvmordsangreb og den slags. Men de fortæller sjældent om den anden side.

Israel har ligefrem en interesse i den stigende radikalisering blandt de konservative muslimer, for det giver dem endnu en undskyldning for at fortsætte deres besættelse af os. Og deres evige kontrol … Selvmordsangreb er helt uacceptable, men de er symptomer på problemet og ikke dets årsag. Problemet er Israels besættelse – det er besættelsen, der skaber selvmordsbomberne.”


GAZA

Historien fra Gaza er en del af fortællingen DE LEVENDE STENE - om de kristne palæstinensere i Palæstina. De er en del af det palæstinensiske folks kultur og historie, og på trods af forskelle i religion og tradition, så deler de håb, glæder, sorger og virkelighed med den muslimske del af befolkningen. ’De levende Stene’ giver otte kristne palæstinensiske familier en sjælden hørt stemme og lader dem deres og egne ord, fortælle om deres liv og skæbne.

Hannah har netop (bogstavelig talt) sat sit fingeraftryk ved det demokratiske parlamentsvalg i januar 2006. Valget forløb forbilledligt, men efterfølgende opstod der voldelige sammenstød.

[ Se De Levende Stene i slideshow ]