"Det her er mit hjem, men jeg er bare en gæst!,” siger Elias og kigger ud ad vinduet. Han bor i et gammelt hus i Den gamle By. Han er ugift, så han bor stadig hjemme hos sine forældre. Familien har boet i huset i 20 år.

Bygningerne, hvor der bor en håndfuld familier, er ejet af den katolske kirke, men for mange år siden fungerede de bl.a. som muslimsk retssal. Huset ligger nemlig i det muslimske kvarter, hvor også mange af middelalderbyens kristne palæstinensere bor.

De kristne palæstinensere i Jerusalem er nervøse, og det er næsten en umulig opgave at finde folk, der vil stå frem som privatper­soner. Elias vil gerne. Men han vil ikke fo­tograferes, så han kan genkendes. Hans for­ældre vil slet ikke fotograferes.

SOM EN SPØGELSESBY

”Den gamle By er en spøgelsesby efter klokken ni om aftenen – der sker intet og der er stort set mennesketomt,” fortæller Elias. ”Så jeg går ikke rigtig i byen mere, det gjorde jeg før i tiden, men ikke nu. Slet ikke i Vestjerusalem. Det gjorde jeg engang, men jeg er træt af at blive tjekket hver tien­de meter af det israelske politi, bare fordi jeg er palæstinenser.

Alle er bange for bomber, også palæstinen­serne. Men det er nu heller ikke fordi, jeg har så meget tid: om dagen arbejder jeg som revisor i en bank, et par gange om ugen er jeg natportier på et hotel. Og når jeg ikke er på arbejde, er jeg spejderleder.

”Palæstinenserne i Jerusalem er i det hele taget usikre og bange. Vi ved ikke, hvad der kommer til at ske med os, når Israel er fær­dig med deres separationsmur. Jeg læste i avisen for et stykke tid siden, at de palæsti­nensere, der skylder penge i skat til den isra­elske stat, får en frist til at betale deres gæld, eller bliver de smidt ud af Jerusalem. Der er mange rygter, og vi alle er nervøse for frem­tiden.”

”Jeg kalder mig palæstinenser, og jeg ville gerne føle mig som palæstinenser … men jeg føler det ikke sådan. Nogle gange er jeg bange for at sige til de israelske soldater, at jeg er palæstinenser, hvis de spørger uden at se mit ID-kort.” Elias bliver lidt fjern i blik­ket og ser ud, som om han smager på det, han netop har sagt.

VI GLIDER FRA HINANDEN

”Hvem er jeg? … jeg har et jordansk pas, men jeg har aldrig været i Jordan. Jeg er født i Den gamle By, men jeg er ikke isra­elsk borger eller har et israelsk pas … jeg er bare en gæst her. Det her er mit hjem, men jeg er bare en gæst! Etiopiske og russiske soldater, som har været her i mindre end et år, har ret til at stoppe mig og spørge efter mit ID.”

”Vi, der bor i Jerusalem, får mindre og min­dre til fælles med de palæstinensere, der bor på Vestbredden. Vi glider fra hinanden. Nogle gange synes palæstinenserne på Vest­bredden ikke, at vi i Jerusalem er rigtige pa­læstinensere – vi har alle vores såkaldte fri­heder, i modsætning til dem, siger de. Og vi er begyndt at omtale folk på Vestbredden som ”West Bankers” og når vi joker, siger vi nogle gange ”staklim”, det hebraiske ord for folk på Vestbredden … Hmm, det er no­get kompliceret. Vi glider fra hinanden.”

I Den gamle By er der meget få, der har kontakt med de israelere, som bor der. ”De styrer lige ud, uden at kigge på dig,” forkla­rer Elias ”Og de render rundt med deres au­tomatvåben og pistoler stikkende op af buk­selinningen. Hvis der endelig var nogen, der talte med en af dem, ville andre palæstinen­sere blive mistænkelige og tro, at han er kol­laboratør.”

FANATISKE IMMIGRANTER

De problemer vi har med den jødiske be­folkning i Den gamle By er næsten altid med unge immigranter fra USA. De er fana­tiske. De skaber usikkerhed med deres våben … Altså, en 16-17 årig med en M16! Til gengæld har vi meget få problemer med se-fardiske jøder, altså dem, der stammer fra Mellemøsten. De er mere en del af kulturen her. Vi har noget til fælles med hinanden. Det har vi ikke med de fanatiske immigran­ter fra Vesten.”

”Før den anden intifada var forholdene me­get bedre i forhold til arbejde, bevægelsesfri­hed ... det hele. Den anden intifada gjorde kun alting værre – den blev hurtig en ’islamisk kamp’ i stedet for en fælles kamp for frihed og retfærdighed. Under den første intifada var vi i den gamle bydel meget akti­ve – både kristne og muslimer – og de israel­ske soldater havde svært ved at kontrollere tingene.”

”Vi vandt meget under den første intifada – også os palæstinensere imellem – men under den anden intifada tabte vi det hele igen. Og mere til. I den første intifada var det en fol­kelig kamp, hvor også pigerne deltog. I an­den intifada var det regulære kampenheder, der ydede modstand. Og det tabte vi på. Og nu taber vi vores land.”

”En retfærdig fred med en palæstinensisk stat? … det er bare en drøm. Den eneste holdbare løsning på sigt ville være én stat. Hvis en palæstinensisk stat ender med at bli­ve en islamisk stat, ville det være meget dår­ligt for os som kristne. Men et Israel som en erklæret jødisk stat – altså en zionistisk stat – det er lige så dårligt for de kristne. Nej, den bedste løsning for os alle er en fælles, seku­lær stat. Måske bliver drømmen til virkelig­hed om 100 år – når israelerne dropper tan­ken om deres Storisrael.”


JERUSALEM

Historien fra Jerusalem er en del af fortællingen DE LEVENDE STENE - om de kristne palæstinensere i Palæstina. De er en del af det palæstinensiske folks kultur og historie, og på trods af forskelle i religion og tradition, så deler de håb, glæder, sorger og virkelighed med den muslimske del af befolkningen. ’De levende Stene’ giver otte kristne palæstinensiske familier en sjælden hørt stemme og lader dem deres og egne ord, fortælle om deres liv og skæbne.

Bazaren i Den gamle By summer af dagens travlhed få meter under Elias’ hjem. Fra soveværelset er der blik med over mylderet butikker og lokale handlende. De kristne palæstinensere i Jerusalem er nervøse, og det er næsten en umulig opgave at finde folk, der vil stå frem som privatper­soner. Elias vil gerne. Men han vil ikke fotograferes, så han kan genkendes. Hans for­ældre vil slet ikke fotograferes.

[ Se De Levende Stene i slideshow ]

 I den første intifada var det en
fol­kelig kamp, hvor også pigerne deltog. I an­den intifada var det regulære kampenheder, der ydede modstand. Og det tabte vi på.
Og nu taber vi vores land.”