Gardinerne bølger let i den svalende brise. Georgette står ved det åbne vindue og kigger ud over den by, som altid har været hendes – men som måske snart ikke længere er det.

Georgette bor alene med sine fem børn. Fire piger og en dreng. Rimaz, Georgettes mand, har ikke set sin familie længe. Her i sensommeren 2005 er det 15 måneder siden, han forlod Palæstina for at deltage i et seminar i Danmark. Rimaz blev i Danmark og har efterfølgende fået opholdstilladelse. Den politiske situation i Palæstina er usikker, og Rimaz følte sig overvåget af israelerne og i stigende grad forfulgt af de palæstinensiske myndigheder, som tre gange har anholdt og fængslet ham.

HÅBET OM FRIHED ... I DANMARK

”Nu håber vi, at jeg og børnene kan følge efter, så familien kan blive samlet … Men det er en vanskelig beslutning. Meget vanskelig,” siger Georgette. ”Vi forlader familien, venner. Vores land. Måske kan vi en dag vende tilbage igen.”

”For ti dage siden sendte jeg en ansøgning om visum til den danske ambassade,” fortæller Georgette. ”De sagde, at det tager mange måneder at behandle ansøgningen, men jeg håber alligevel at vi kan nå at få svar inden jul. Ellers bliver jeg indtil sommer, så børnene kan afslutte deres skoleår. Hvis vi altså får lov til at flytte til Danmark.”

Rimaz er kunster, og en stor del af sin politiske protest har han udtrykt gennem sine malerier og tegninger. Men Rimaz maler også drømme – drømme om at kunne sidde ved vandet og fiske, om at have sin frihed, om sommerdage ved forældrenes lille hytte i en olivenlund syd for Bethlehem. Det er de malerier og tegninger, der udtrykker drømmene, som Rimaz’ børn helst viser frem.

Især dem, der viser livet ved bedsteforældrenes hytte, hvor de selv, for en tid, kan drømme sig væk fra virkeligheden.

FOLK ER BLEVET MERE RELIGIØSE

Georgette og børnene kan mærke, at kvarteret og Bethlehem har forandret sig de senere år. ”Vi har altid haft muslimer som naboer, og vi har altid haft det godt med hinanden, men situationen har forandret sig. Gamle muslimske venner er stadig gode venner. Men dem, der flytter til kvarteret, er det nærmest umuligt at få et godt forhold til.”

”For 25 år siden studerede jeg ved universitetet i Hebron, og selv om jeg var den eneste kristne blandt de studerende, var der ingen problemer. Ingen. Men nu tror jeg ikke, at det ville gå. Jeg er blevet en fremmed i mit eget land.”

”’Åhh, I er kristne. Vi kan ikke lide jer’ … sådanne kommentarer har vi aldrig fået før. Men det gør vi nu. Børnene er blevet utrygge og bange for nogle af kvarterets børn. Ibrahim er endda blevet truet af nogle af de andre drenge. Børnene har det ikke godt … de er præget af hele situationen, præget af den stigende fattigdom, præget af volden, præget af at være lukket inde bag en betonmur ... Ingen af børnene har nogensinde været i Jerusalem, selv om byen ligger mindre end 20 kilometer væk!”

”Når livet bliver hårdt, bliver folk også mere religiøse. Selv folk, som ellers ikke er religiøse eller troende, siger ”Gud, hjælp mig!” når problemerne bliver uoverskuelige. Sådan er det jo også med folk her. Sådan er det også med mig – jeg har aldrig opfattet mig selv som særlig religiøs, men når du føler, at det, der er dit, bliver truet …”

IND OG UD AF FÆNGSEL

Georgette og Rimaz var begge politisk aktive i partiet DFLP, da de i begyndelsen af 80erne mødte hinanden. Og de har begge siddet i israelsk fængsel. ”Jeg var en af de politiske ledere ved universitetet,” fortæller Georgette. ”Jeg blev anholdt derhjemme, midt om natten. De vidste, hvor jeg boede. Jeg blev idømt to års fængsel i 1984, men blev løsladt efter ni måneder i forbindelse med en udveksling mellem PLO og Israel. Rimaz blev anholdt kort efter mig og sad i administrativ detention i seks måneder. 15 dage efter han kom ud, giftede vi os.”

”Kort tid efter vi blev gift, blev han arresteret igen … og sådan gik det i flere år. Hver gang Rimaz blev løsladt, blev jeg gravid,” siger Georgette med et forsigtigt smil. ”… og hver gang gik der ikke lang tid, før han blev arresteret og forsvandt igen.”

Rimaz blev aldrig dømt for noget – altid kun tilbageholdt i måneder, i administrativ detention. Palæstinensere på Vestbredden og i Gaza, som anholdes af israelsk militær eller politi behandles efter den militære straffelov. Det er meget almindeligt at tilbageholde folk i den såkaldte ’administrative detention’. På den måde kan folk være fængslet uden dom i mange måneder. Eller adskillige år.

DET HJÆLPER ALLIGEVEL IKKE …

”Under den første intifada sov vi nærmest ikke – vi var hele tiden i gang, og der skete noget hele tiden. Vi betalte en pris for vores modstand mod Israels besættelse, men det var okay. Jeg sad i fængsel, okay. Jeg gennemførte aldrig mit studie, okay. Livet var hårdt, men det var okay … for vi kæmpede for et håb, for noget vi troede ville gå i opfyldelse: Vores frihed, et frit Palæstina. Men det skete ikke – i stedet blev alting bare værre. I dag ville jeg ikke deltage i nogen form for kamp – ikke på grund af mine børn eller min mand – men fordi det jeg skulle kæmpe for nu, ikke er det værd.”

Dengang, da jeg var ung, syntes min far ikke, at jeg skulle tage del i den første intifada. ”Vær sammen med dine venner,” sagde han. ”Slap af og nyd livet – det hjælper alligevel ikke at kæmpe. Se på mig: jeg kæmpede, og det gjorde ingen forskel. Din bedstefar kæmpede, og det gjorde ingen forskel.”

”Men jeg havde jo også et håb om arbejde, om vores egen stat, om frihed … intet af det blev til virkelighed. Det er gået mig, som det gik min far og min bedstefar. Vi tabte, og er nu i et åbent fængsel. Vi lever ikke – vi kæmper bare for at overleve.”

”Der er mange meninger, men hvis du spørger mig, så er en tostatsløsning den eneste vej frem” siger Georgette. ”Se på palæstinenserne, som bor i Israel – de bliver diskrimineret og bliver ikke behandlet som ligeværdige borgere. Og vi ville måske gøre det samme. Hvis jeg mødte en israelsk soldat på gaden, ville han altid minde mig om, at de fængslede min mand og myrdede min bror. Det er svært at glemme … og det samme ville gælde for dem. De vil huske vores selvmordsangreb. Så to adskilte stater. En stat for alle – det er bare en drøm.”

”Intet varer heldigvis for evigt, og en dag er det også slut med Israels mur. Hvornår ved jeg ikke. Det bliver ikke i min tid. Måske i mine børns.”

EFTERSKRIFT

Georgette og hendes børn fik asyl i Danmark i foråret 2007 og bor i dag på Fyn. Hun og Rimaz bor ikke længere sammen. Børnene går i skole og på HF og klarer sig godt.


BETHLEHEM

Historien fra Bethlehem er en del af fortællingen DE LEVENDE STENE - om de kristne palæstinensere i Palæstina. De er en del af det palæstinensiske folks kultur og historie, og på trods af forskelle i religion og tradition, så deler de håb, glæder, sorger og virkelighed med den muslimske del af befolkningen. ’De levende Stene’ giver otte kristne palæstinensiske familier en sjælden hørt stemme og lader dem deres og egne ord, fortælle om deres liv og skæbne.

Fugleburet er tomt – men Mujd føler selv, at hun lever som en fugl i et bur.

[ Se De Levende Stene i slideshow ]