”Indtil nu har de kristne rundt omkring i verden intet gjort for at hjælpe os!” Osama tager et hiv af cigaretten og kigger ud i rummet på den lille shawarma-café i Nablus.”Hvis du vil sige noget til de kristne i Danmark, så fortæl dem, at vi – de kristne i Det hellige Land – er kommet under den røde linie. Hvis ikke der sker noget nu, så er vi væk om få år.”

Nablus er Palæstinas tredjestørste by med 120.000 indbyggere. Af dem er kun 678 kristne. Sådan har det ikke altid været. For 15-20 år siden var der omkring 3.000 kristne i byen og før 1948, hvor staten Israels blev oprettet, var der 4-5.000 kristne i Nablus. Frem til 1967, hvor Israel bl.a. besatte Vestbredden, voksede antallet af kristne i Nablus. Siden er det kun gået tilbage.

Før den anden intifada brød ud i 2000 havde Osama en lille virksomhed, der syede tøj. Det gik udmærket, og en del af tøjet blev solgt til israelske partnere, resten blev købt af palæstinensere. Nu er virksomheden lukket: der er ingen handel med Israel og palæstinenserne har få penge. I stedet køber folk billigt importeret tøj fra Kina.

INGEN BRUD UDEN PENGE

” Nu arbejder jeg med opsætning og indretning af køkkener for dem, der har råd til et nyt køkken. Men det er der bare ikke mange, som har. Ingen har penge,” siger Osama. ”Min svoger, Gabi, er 33 år og endnu ikke gift. Han har ikke råd, han har intet arbejde, og derfor intet hjem at tilbyde en brud – og så bliver man ikke gift. Sådan er det blevet.”

Ma’ali er en god ven af Osama og hans familie. Hun har en lille lingeributik i Rasheida, i den kristne bydel. ”Selvfølgelig kan jeg også mærke, at den økonomiske krise bliver værre og værre. Alle mine kunder er muslimske kvinder, og de er meget kvalitetsbevidste. I vores samfund kan de muslimske mænd gifte sig med fire kvinder ... Så måske derfor prøver de muslimske kvinder at gøre noget ekstra ud af sig selv og køber lingeri. De prøver at gøre sig til, så deres mand nøjes med dem … eller så de i det mindste forbliver den foretrukne kone,” siger Ma’ali og smiler.

”Men den økonomiske situation i Palæstina er dårlig. Folk har ingen penge og min for-retning går ikke godt. Det gjorde den før intifadaen, men ikke nu. Den økonomiske krise og det billige tøj fra Kina … Jeg har haft butikken siden 1999, men "hallas", nu er det slut, og jeg har sat den til salg.”

MINDRETAL I ET MINDRETAL

Abuna Josef, Osamas svigerfar, er præst for byens lille græskkatolske menighed og han er en frustreret mand. ”Kirkerne i Nablus mangler ligesom viljen eller evnen til at samarbejde,” fortæller Abuna Josef, mens han fumler med knapperne i sin præstekjole. ”Og det skaber problemer for det kristne mindretal i byen. De fire største kirker har formelt set ikke meget med hinanden at gøre – selv om alle kristne i byen kender hinanden og præsterne deltager i bryllupper og begravelser i de andre menigheder. Men formelt er der ingen kontakt, og det betyder, at vi i stedet for at stå sammen lever som mindretal i et mindretal.”

Osama, bryder ind ”Men vi er jo altid i mindretal: når vi er i Israel så er vi ’arabere’ – når vi er her er vi ’de kristne’. Vi er altid en minoritet.”

Måske løser problemet med den manglende kontakt sig selv, for flere og flere unge fra de forskellige kirkesamfund gifter sig med hinanden. ”I dag er verden jo en landsby …” filosoferer Abuna Josef. ”I juni blev et par gift, hvor gommen var fra Nablus og bruden fra USA. De havde mødt hinanden på nettet, og efter et stykke tid inviterede han hende på besøg. Så hun kunne se, om Nablus var noget for hende. Og ja, siden blev de så gift og nu bor de her.”

USA ELLER NABLUS …?

”Og om en time,” Abuna Josef kigger på sit ur og rejser sig, ”er der et usædvanligt bryllup i den anglikanske kirke … mellem en lokal kristen mand og en muslimsk kvinde: Han arbejdede fem år i USA, og der mødte han sin brud. Hun var muslim, født af tyrkiske indvandrere i USA, men hun konverterede til kristendommen og blev døbt her i byen.”

”De skal nu bo i Nablus … men tiden vil vise, om de bliver ved med det, eller om de vender tilbage til USA, ligesom så mange andre. Alene i min lille menighed, som kun tæller omkring 26 familier, ønsker fem af dem at immigrere.”

”Vi vil alle sammen helst blive her,” kommenterer Osama. ”Vi er palæstinensere, og det er her, vi hører hjemme … men livet er hårdt og til tider ubærligt. Vores børn er bange.”

”For to år siden sagde Rima, min datter, at hun ønskede at dø – for hun syntes ikke at livet havde en mening. Hun havde lige set fjernsyn, og der havde været nogle billeder af børn andre steder i verden. Hvad siger man til et barn på 10 år, som ønsker at dø, fordi livet ikke giver mening?!”

CLOSED AREA

”Min søn, Tamer, som er seks år, har aldrig været uden for byen – Han tror, at hele ver-den er Nablus!”

Nablus-området er erklæret for ”closed area” af den israelske hær og i dag kræver det en særlig tilladelse bare at bevæge sig uden for dette område. ”Før krævede det tilladelse at komme ind i Jerusalem,” fortæller Osama. ”Nu kan man ikke engang komme uden for det område, som Nablus ligger i, uden en særlig tilladelse fra det israelske militær.”


NABLUS

Historien fra Nablus er en del af fortællingen DE LEVENDE STENE - om de kristne palæstinensere i Palæstina. De er en del af det palæstinensiske folks kultur og historie, og på trods af forskelle i religion og tradition, så deler de håb, glæder, sorger og virkelighed med den muslimske del af befolkningen. ’De levende Stene’ giver otte kristne palæstinensiske familier en sjælden hørt stemme og lader dem med egne ord, fortælle om deres liv og skæbne.

[ Se De Levende Stene i slideshow ]