Det er råkoldt udenfor. Det blæser og regner – Vinteren i Palæstina er ligesom et rigtigt dansk efterår med temperaturer ned til kun et par grader. Men hvor husene i Danmark er isolerede og har radiatorvarme, er det de færreste huse i Palæstina, der er isolerede og opvarmningen foregår som regel med gasovn.

Sådan er det også hos Wafa og hans familie i Ramallah. Det er januar, og der er fugtigkoldt inden døre. Kun omkring gasovnen er der lunt og alle kryber tæt sammen rundt om den. Når ovnen har kørt hele aftenen, er der seksten grader i huset. Men om morgenen er indendørstemperaturen faldet til ni grader.

Så gasovnen er det første, der bliver tændt om morgenen når familien står op. Derefter tændes der for TVet. Det kører hele dagen. Med en konstant strøm af arabiske musikvideoer.

FORELSKET PÅ EN DAG

Familien har boet i Ramallah siden 1987. Før den tid boede de i De forenede arabiske Emirater, indtil den første golfkrig sendte dem via Jordan tilbage til Palæstina. Wafas to døtre, Ruba og Rama, og husets sønner, Tamer og Tariq, er alle født i De forenede arabiske Emirater. Wafa arbejdede i emiraterne, da han under et besøg hjemme i Beit Sahour (Hyrdernes Mark ved Bethlehem) mødte Ronda.

En tidlig morgen så Wafa den smukke unge Ronda ekspedere i en tøjbutik. Både Wafa og Ronda er fra Beit Sahour og Ronda arbejdede i sin onkels butik i Bethlehem.

”Jeg blev forelsket i hende lige med det samme. Jeg kom tilbage til butikken samme eftermiddag og købte en T-shirt til,” fortæller Wafa med et stort smil. ”Da havde jeg allerede spurgt min bror, om han vidste, hvem hun var og han svarede ”ja, hun er en af dine kusiner”. Jeg kontaktede så Rondas brødre og spurgte til hende ... hvordan hun var, om hun havde drengevenner, om hun havde et godt ry og den slags. Dengang gik det slet ikke, hvis en pige havde drengevenner, i dag er det lidt anderledes.”

”Og da Rondas brødre accepterede mig som mulig svoger, så sendte jeg min bror til hendes familie med mit frieri. Det var faktisk samme aften, som jeg havde set Ronda første gang. Og allerede næste morgen var der svar: hun havde accepteret mit frieri. En uge senere blev vi forlovet og ti måneder blev vi så gift, og hun flyttede med mig tilbage til De forenede arabiske Emirater.”

Ruba undrer sig over, hvordan hendes mor kunne acceptere farens frieri uden at have snakket med ham eller kendte ham. ”Det sker, at der kommer en eller anden fyr ind fra gaden, når jeg er på arbejde, går direkte hen til mig og siger, at han elsker mig. ”Hvordan kan du det – du kender mig jo overhovedet ikke,” svarer jeg og smider ham ud igen. Og det gør han jo ikke, har set mig gennem vinduet til kontoret og fundet ud af hvad jeg hedder.” Ruba er uddannet ’travel manager’ fra Bethlehems Universitet og arbejder på et rejsekontor i Ramallah.

BEJLERE PÅ SKØNHEDSSALONEN

Rubas lillesøster, Rama, arbejder på en skønhedssalon i Ramallah, og har også mange bejlere. Men de er ikke så direkte som Rubas. ”Det er næsten altid de mandlige kunder fra salonen, som lægger an på mig. Jeg kan høre det lige med det samme, når deres stemme ændrer sig og kan se det på blikket i deres øjne, når det begynder at kredse om emnet. Så siger jeg ”lah!” (nej) klart og tydeligt. Og så er den ikke længere.”

Tamer bryder ind ”Jeg vil altså gerne kende hende først, før jeg frier til nogen. Jeg vil vide hvem hun er og hvordan hun er ... men det kan da godt være, at jeg ender med at gøre som min far, og banker på døren.” Tamer griner og søstrene buer. Men går man Rama lidt på klingen, så vil hun ikke helt afvise, at hun måske alligevel kunne acceptere en, som bankede på døren ”Tja, måske hvis han er sød og ser OK ud. Måske”.

”Piger kan ikke spørge så direkte som fyrene kan,” supplerer Ruba. ”Det ville hurtigt give dem et meget dårligt ry. Så hvis jeg er interesseret i en fyr, kan jeg ikke bare kontakte ham. Det må arrangeres gennem fælles venner. Så vi mødes en gruppe og går ud og spiser eller til fest. Der kan han og jeg så snakke sammen første gang. Men inden vi når dertil, har jeg tjekket ham ud ... altså om han er OK. Det foregår også gennem folk, som kender ham. Der er mange folk involveret, så det er ikke noget problem – her er der altid nogen, som kender nogen.”

Rama er dagligt i kontakt med flere unge mænd end Ruba. For selv om de fleste kunder i skønhedssalonen er kvinder, så er der de seneste år kommet en del mandlige kunder. ”Så der findes altså også unge mænd i Ramallah, som gerne vil have ansigtsmassage og fjernet uønsket hårvækst,” siger Rama med ironi i stemmen. ”De fleste af mine mandlige kunder er muslimer og de er søde nok. Men jeg vil giftes med en kristen ligesom jeg selv, så det bliver nok ikke i salonen, at jeg møder min kommende mand,” konstaterer Rama.

DE MODERATE BOR I BYERNE

”Men ellers er forholdet til muslimerne her i Ramallah nu helt OK,” kommenterer Ruba. ”Mange af vores venner og naboer er muslimer, og vi har det godt med hinanden. Men der er stor forskel på land og by.

De muslimer, der kommer fra byerne er for de flestes vedkommende åbne og moderate. Men dem, der kommer fra landsbyerne ... mange af dem er begyndt at flytte til de større byer her på Vestbredden og de har et helt andet verdensbillede – en helt anden måde at tænke og leve på end os, der bor i byerne. Det giver nogle gange konflikter. Og der har også været enkelte voldelige sammenstød. Nogle gang kommer de ind fra landsbyerne bare for at skabe problemer. Og det går ud over alle i byen. Både kristne og muslimer. ”


RAMALLAH

Historien fra Ramallah er en del af fortællingen DE LEVENDE STENE - om de kristne palæstinensere i Palæstina. De er en del af det palæstinensiske folks kultur og historie, og på trods af forskelle i religion og tradition, så deler de håb, glæder, sorger og virkelighed med den muslimske del af befolkningen. ’De levende Stene’ giver otte kristne palæstinensiske familier en sjælden hørt stemme og lader dem deres og egne ord, fortælle om deres liv og skæbne.

Ruba i gang med et af morgenens faste ritualer.

[ Se De Levende Stene i slideshow ]