”Vi har arbejdet på huset hver eneste dag i et helt år – Vi er også ved at være lidt flade. August har en stor del af æren for, at det alligevel er lykkes os at holde humøret oppe.” Stinne, Ole og deres søn, August, har boet i huset på Brostykkevej siden maj 2004 – men de overtog huset et år forinden.

Stinne og Ole har brugt et fuldt år på at gøre huset rimelig beboeligt. Og der er stadig et stykke vej, før huset og haven er færdigt. Men nu er de igennem det værste.

SOM EN JORDOMREJSE

”Dette her har været vores jordomrejse,” siger Ole. ”Nogle river et år ud af kalenderen og rejser verden rundt og bliver mødt af oplevelser og udfordringer på den måde … Huset og haven har været vores jordomrejse – Vi har også revet et år ud af kalenderen, og der har været mange og store udfordringer undervejs.”

”Det er heller ikke meget, vi har set vores venner, så vi glæder os rigtig meget til at få lidt fritid igen,” supplerer Stinne.

”Stinnes far så boligannoncen i Politiken og ringede til os. Han er arkitekt, og han kunne se, at det var et godt hus med gode muligheder,” fortæller Ole. ”Vi tog ud og så på det … og, ja huset var jo nærmest fuldstændig pakket ind i efeu, og haven var vild og tilgroet! Haven er i sig selv et projekt. Rådne træer, som kun blev holdt oppe af efeuen … og resterne af et gammelt skur.”

TAPET FRA 1925

”Huset var ret autentisk – med det samme tapet på væggene fra 1925 da huset blev bygget,” fortsætter Stinne. ”Vi faldt alligevel for det, med det gamle købmandsvindue … og den gamle terrasse oppe på første sal. Og så stolede vi på min far: at huset var OK, selv om det i første omgang var svært at se.”

”Mine venner havde ligefrem medlidenhed med mig,” siger Ole ”og mange af dem sagde til hinanden: ”det her klarer de ikke”. Så vi sagde til os selv, at nu skulle de se! Der var noget fandenivoldsk over det … jeg stod og gravede hul til en ny kloak i januar måned med en almindelig skovl! Min far hjalp til, og vi mente ikke, det var nødvendigt at leje en gravemaskine.”

TRÆK-OG-SLIP

Den tidligere ejer, Sigrids, forældre købte huset i 1934 og Sigrid boede i huset til sin død. ”Det eneste, der er sket med huset i alle de år, er, at der i 1936 blev lavet toilet med træk-og-slip i kælderen. Før det var der et lokum ude i haven. Fundamentet fra det er der endnu. Siden er der ikke sket noget … før vi altså købte huset. Der var intet varmt vand eller centralvarme – huset blev opvarmet af et par kakkelovne. Så alt med vand og varme er jo helt nyt.”

PIPPI BLIXEN

En af naboerne har beskrevet Sigrid som en blanding af Karen Blixen og Pippi Langstrømpe – en excentrisk gammel dame med en abe siddende på skulderen. De sidste mange år sov og lavede hun mad oppe på første sal. Hele dagen opholdt hun sig i kælderen, hvor hun havde indrettet sig i et af rummene – med kakkelovn og uendelige stabler af aviser.

”Vi kendte intet til Hvidovre, før vi kiggede på huset,” siger Stinne. ”Men Hvidovre har faktisk overrasket positivt. Og det har været rart at komme fra Islands Brygge og ud til mere rolige omgivelse.”


BROSTYKKEVEJ - HISTORIER FRA RISBJERG NO. 3

Risbjerg Villaby i Hvidovre er en rigtigt klondykekvarter med mange mærkelige og særprægede huse. For nogle år siden interviewede jeg fem familier fra kvarteret, som alle alene blev valgt ud fra deres hus’ særpræg - Det blev til portrætter af fem særprægede familier fra fem særprægede huse.

Stinne og Ole har besteget bjerge, forceret rivende floder og i fællesskab trodset alle farer. Alt sammen har det fundet sted på Brostykkevej.

[ Se alle billede fra Risbjerg Villaby i slideshow ]