”Vi faldt for ’dukkehuset’,” fortæller Kenneth. Trine smiler og supplerer: ”Ja, der gik 20 sekunder, så sagde Kenneth: ”Det her!” Og sådan blev det, familien købte huset og flyttede ind i januar 1998.

Men de flyttede også ud igen, da det på et tidspunkt blev opdaget, at der ikke var isoleret under dele af huset, og køkken og alrum måtte graves op. ”Vi boede seks måneder i en skurvogn,” siger Trine. ”Fra november til april – så børnene gik rundt i flyverdragter, det meste af dagen!”

SKADER FOR HALVANDEN MILLION

”Så kom der også lige en vandskade i taget efter et håndværker-besøg – Det har i alt kostet halvanden million at udbedre skaderne på huset. Ejerskifteforsikring … det holder,” siger Kenneth med tommelfingeren op.

”Da vi flyttede ind, var haven lagt ud i små bede,” fortæller Trine. ”… det er vi altså ikke til, så vi har lagt græs over det hele i stedet. Haven skal være til at være i og lege i for børnene.”

”Det er vigtigt, at det er deres hjem … det er også derfor, at her er lidt rodet,” siger Trine og kigger sig omkring. Og smiler.

Og både Lauritz og Agnes bruger haven – ikke mindst Lauritz, som har gang i en del projekter. Et af dem inkluderer en hul i jorden, som med tiden skal blive stort og overdækket.

TRE BØRN - OG EN TIL

Familien har tre børn: Lauritz, Agnes og Sigrid. ”Men vi skal have en til … i ethvert fald,” meddeler Trine. Børnene har en central plads i familien. Både Trine og Kenneth har på skift været hjemme hos børnene, og de prioriterer begge tid med dem.

Det var også med børnene i tankerne, at valget faldt på huset ved Vigerslevparken. Kenneth har flyttet del rundt i årenes løb, men er oprindelig fra Hvidovre. ”Og jeg har flyttet 25 gange i mit liv,” fortæller Trine. ”Så det er vigtigt for mig, at mine børn får mulighed for at vokse op, der hvor deres legekammerater er.”

Lauritz og Agnes er enige i, at det er et godt sted, familien bor: Det er rigtig dejligt at bo der, hvor der hverken er langt til venner eller skole.

TÆT PÅ DET HELE

Kenneth arbejder på Grønttorvet og begynder arbejdsdagen klokken fire om morgenen. Han har fyraften først på eftermiddagen, og kan derfor ofte være sammen med børnene, så snart de har fri fra skole eller institution. Trine er lige begyndt på arbejde igen efter barsel. Hun er pædagog, og for første gang arbejder hun i Hvidovre.

”Det er godt lille kvarter hernede i hjørnet,” siger Kenneth. ”Alting er tæt på – børnenes skole, arbejde og byen. Og der er styr på det … Det er ikke et komme-hinanden-ved kvarter, men vi kender hinanden og holder øje med at alting er i orden.”


SYDKÆRSVEJ 2 - HISTORIER FRA RISBJERG NO. 4

Risbjerg Villaby i Hvidovre er en rigtigt klondykekvarter med mange mærkelige og særprægede huse. For nogle år siden interviewede jeg fem familier fra kvarteret, som alle alene blev valgt ud fra deres hus’ særpræg - Det blev til portrætter af fem særprægede familier fra fem særprægede huse.

Familien fanget i et roligt øjeblik. Sigrid er den yngste. Endnu.

[ Se alle billede fra Risbjerg Villaby i slideshow ]